Følgende beretning er skrevet af Peter Clausen. Født 17.10 1901 og død 13.09.1992. Ejer af Blommesgård 1933 – 1967.

Martin N. Hansen lader præsten i Ketting udtale sig om de Kettingskovbo i digtet ”Jørgen Torres gravøl”, hvor han siger:

I går til davle kun og druldre

nenn i den lavntbortfjerned By

og hænger med Jert Hoed og Skuldre,

som om I bar en Vægt ov Bly.

I går med Næsen vendt mod Jorden

Og agter ikke Herrens Bud,

Men styrrer Kirkens Lov og Orden

Og glemmer Eders Skaber Gud.

Dette siger jo noget om, at Kettingskovboerne er betragtet som en folkeart for sig, og det skammer vi os i grunden ikke over, for beboerne her i en lidt afsides beliggende by, er nu ikke så dårlige endda. Hvorfor er   vi bleven stemplet sådan, og hvornår er Kettingskov i grunden bleven til?

Der er vel ingen, der tør sætte dato på, men det kræver nok lidt historie.

Gravhøjene

Vi ved, at landet er bleven til efter istidsperioden. Isbræerne har dannet toppe og dale og smeltevandet sunde og bælte – og her er Als ingen undtagelse. Vi ved også, at der har været mennesker her i umindelige tider. Vores gravhøje – vor altovervejende største seværdighed her i byen, bærer jo vidnesbyrd om 5 – 6.000 år tilbage. Foruden en gravplads oppe i udkanten af skoven, ligger der ikke mindre end syv gravpladser samlet i midten af skovens nordlige side – to langdysser og tre runddysser. Et sjældent smukt skue for den, der er oldtidsinteresseret. Alle gravpladser ligger med åbningen vendt mod sydøst.

 

De blev restaureret år 1936 under ledelse af konservator J. Rabler, Nationalmuseet med hjælp af museumsinspektør J. Raben Sønderborg og med stor interesse fra egnens befolkning (ikke mindst snedker J. Mejer). Selv Danebods elevhold fulgte ivrigt med. Den største langdysse er 53 m lang, 12 m bred og 1,5 m høj omkranset af 34 kantsten. Det største gravkammer har en overligger, der er 4 m lang, 2,5 m bred og 1,25 m høj – en kæmpesten. Ned mod stranden ved den høje pynt ligger Rytterkulen, der er ikke meget tilbage af den (havet tærer jo hårdt på Østkysten). Om den ved man i grunden kun, at svenskerne brugte den som lejrplads under Svenskerkrigen i 1600tallet – nærmere 1658.

Oprindelig har de folk der færdedes her været nomader uden fast bosted og levet af jagt, fiskeri og skibsfart. Vi må huske på, at store dele af østsiden på Als var bevokset med skov. Da menneskene efterhånden fandt ud af at jorden kunne dyrkes, begyndte de at lave faste bosteder, og vi får tingsteder med bebyggelser rundt omkring op ad øen. Det var ved 800tallet at kristendommen kom til Danmark. Kong Harald Klak lod sig døbe i Ingelsheim ved Maintz, tilskyndet af Ludvig den Fromme i året 826. En munk ved navn Ansgar rejste med herop, og gjorde en stor indsats som første apostel i Danmark. Han fik dannet menigheder forskellige steder op i Jylland og fik bygget en kirke i Hatteby, én i Ribe og én i Aarhus – alle af træ, som der ingen rester er af mere.

De første navne

Det må formodes, at kristendommens udvikling har gået langsomt de næste par hundrede år. Først i det elvte- og tolvte århundrede tog udviklingen fart, og så begyndte kirkebyggeriet. Vi ved, at Ketting kirke er bygget omkring 1150. Forud for byggerierne har vi haft sognedannelsen, der strakte sig fra hav til hav tværs over øen.

Ved den tid har Gammelgård ligget der som et stort gods med et jordtilliggende på omkring 1500 tønderland (sikkert bygget omkring år 1000). Ved den tid er oprettet de små landsbyer Tovrup og Pennesholm – mest som små kådnersteder, og Kettingskov gør vist ingen undtagelse. Nu er navnet Kettingskov helt illusorisk, for det rigtige navn var Svelstrup. Chr. Knudsen udleder navnet fra den hedenske tid ud fra afguden Odin, der havde tilnavnet Cevel – en hård og barsk gud, og ud fra dette, har han sat navnet i forbindelse med det bakkede og meget ujævne terræn. Dette navn har fulgt byen helt op til 1600tallet.

Om Gammelgård ved jeg kun iflg. J Bromand, at der i 1300tallet var en ejer ved navn Nommensen, og at den i samme århundrede blev solgt til Bendix Sture – ejer af Helvedgård (Østerholms slot). Den sidste besidder af Sture slægten hed Thomas Sture, han var tillige amtmand i Sønderborg. Han døde i 1563. Han overlod midt i ’50erne Gammelgård til sin svigersøn Hans Blome til Sedorf gift med datteren Cathrine Marie. Om ham siges der, at han gav navnet til skoven Blomeskoppel, og at han tillige byggede et tårn i det lille skovparti lige vest for Blommesgård. Der findes endnu svage rester af voldgravene og et fredet område på henved 100 m2. År 1584 solgtes Gammelgård til hertug Hans den Yngre, søn af Christian den tredje og Dorothea. Han var gift med Elisabeth fra Braunschweig, hun døde 36 år gammel og havde inden da født ham 14 børn. Moren sørgede for, at han fik forbindelse med en svigerinde og 1588 blev han gift anden gang med Agnes Hedvig fra Anholt, 15 år gammel – yderligere 9 børn.

 

Først ved den tid begyndte man at sige i skoven og derefter Kettingskov. Dette ændrede forholdene betydeligt, thi Hans den Yngre var meget jordbegærlig, han købte adskillige større gårde (Mjelsgård, Meletgård (Hjortspring), Rønhavegård, Avnbøllund m.fl., men han var ihærdig nok til at tilegne sig begge landsbyer Tovrup og Pennesholm foruden et boel og to kådnersteder i Svelstrup. Dette skete omkring år 1600. Efter den tid var byen hernede slemt isoleret. Dengang Asserballe kirke blev bygget (ca. 1250) ville Svelstrup ikke med, om det var en vis stædighed? Snarere mener jeg, at de dengang følte sig mere bundet til arbejdet over Gammelgård, og var de end ikke stavnsbundne, så var de bundet ved fæstebreve, der efterhånden var til stor gene, men til gavn for herremændene, der derved skaffede sig billig arbejdskraft, man siger, de gik på hovarbejde. Disse forhold blev først afskaffet ved lov 1848, dog sådan at der blev lagt en prioritet på ejendommen, som normalt skulle forrentes og afbetales over 15 år.

Skole og indlemmelse i Asserballe sogn

År 1693 var der en del boelsmænd og kådnere, som skaffede sig stolestader i Asserballe kirke på grund af den kortere vej. Men år 1741 indgik der et supplikalum (bønneskrift) fra samtlige 43 husstande. Det blev imidlertid afvist af pastor Reenberg With med den begrundelse, at de aldrig havde betalt nogen kirketiende. Sagen var den, at alle kirkelige handlinger skulle foregå i Ketting kirke, hvortil de også skulle betale deres tiende.

Efter den periode var Kettingskov ret isoleret. Der skulle gå næsten 100 år, inden der igen blev indgivet en ansøgning om optagelse i Asserballe sogn, men denne gang direkte til kongen, og kancelliet gav da den besked, at sagen skulle forelægges ved næste vakance. Det skete altså i året 1860. Men samtidig med denne ansøgning år 1817 ændredes hele skoleordningen. Mens Asserballeskov byggede skole i 1750erne omme ved bageren, begyndte Kettingskov skolegangen ca. 1760, men uden en rigtig skolebygning, det var i det nuværende Andersens hus. Som første lærer nævnes Rasmus Hansen Harboe, født 1737 og død 1817.

Harboeslægten er efter sigende kommen fra Fyn til Svenstrup som præstefamilie og en slægtning derfra igen til Kettingskov. R.H. Harboe var en meget dygtig lærer – god til at fortælle. Han holdt skole om vinteren, og mens børnene hjalp hjemme om sommeren, foretog han udenlandsrejser endda helt til Grønland. Denne Harboeslægt har holdt til i Kettingskov mest som snedkere, men hvis I husker kustode Hans Harboe, min skolekammerat, så vil I genkende fortællerevnen. Altså i året 1817 gik Asserballeskov og Kettingskov sammen om at bygge en skole i det sydlige hjørne af Asserballeskov. Den stod færdig i år 1822 og kaldtes ”Christiansværk”. Opførelsen af denne skole var nok begyndelsen til indlemmelse i Asserballe sogn.

 

Veje og steder

Men selve Kettingskov. Når vi ser bort fra hovedvejen: Østkystvejen der er bygget 1932, så begyndte den gamle hovedvej på Peerhøj, drejede om ad Myrbjergvej til Ertebjerg. Med en vej fra Myrbjerg og ned til Thorshavn og en vej fra Peerhøj og ned til Lyøboslejning indkredser Kettingskov Blommeskobbel.

Der har fra gammel tid ligget 5 gårde i landsbyen: Sandergård – Kaadsgård, Svelstrupgård, Myrbjerggården og lidt af den sydlige vej til Thorshavn, Mortensensgård. Flere af dem har været i samme slægt gennem lange tider. Det gælder Sandergård, hvor nu kun stuehuset er tilbage, og det gælder ikke mindst Svelstrupgård, som for ca. 100 år siden er flyttet et lille stykke til en bedre beliggende plads. (Se de billeder vi har kunnet finde af disse gårde sidst i artiklen) Her findes ophav tilbage til 1660. Ganske vist er der forskydninger i jordtilliggende. Det gælder især Sandergården, der er kun stuehuset tilbage. Bemærkelsesværdig er også, at der hos Oskar Madsens ejendom har været skrædderi med 6 – 7 beskæftigede i forrige århundrede i skrædder Wulfs tid.

Når hertug Hans den Yngre nedlagde et boel og et par kåd i Kettingskov, har det været vanskeligt at finde ud af det. Alene i Pennesholms jorder, der grænser tæt op til vor ejendom, er der fundet rester af munkesten og andet byggemateriel. Hvorvidt det er rester af det boel, eller om det er en omtalt junkergård af J. Raben, ved jeg ikke.

Jeg har med vilje undladt at nævne Blomsgård. Den er af nyere dato og må absolut nærmest kaldes en partskøbt ejendom. Dens tilblivelse er ret interessant. Da Wertemine i året 1773 blev bygget som ladegård til Gammelgård, blev der 2 huse i Træholm (jordparcellen lige nord for), der skulle skaffes af vejen. De tilhørte to plovfogeder (ålskarle), der hed Mathias Matzen Kryder og Chresten Leimand. På frivillig basis fik de en akord lavet med hertugen af Augustenborg (han købte Gammelgård år 1733), så de kunne flytte ned til skoven – den ene i Pennesholms jorder, den anden i Blomeskobbel. De fik tildelt hver 12 td. Land og træ fra skoven, samt 100 kørsler og 550 Mark hver, og så kunne de ellers gå i gang. Det ene af dem er det nuværende Blommesgård, der i tidens løb er blevet forstørret ved indlemmelse af flere indersteder og anden jord. Den oprindelige akord har jeg liggende endnu – meget interessant. Om Kryders sted kan kun siges, at det er endt med at blive en skøn beboelse på toppen af Myrbjergvej, beboet af Kurt og Gerda Ehlers.

Om Wertemine kan kun siges, at den hørte under Kettingskov kommune den gang, vi havde de små kommuner. Navnet fortælles der om, at det fremkom ved, at hertugen fremhævede sin gemalinde – Wert ist min Mine.

Den dag i dag ligger Kettingskov ret uberørt af den nyere tids udvikling i en smuk natur, og det tør håbes, at den fortsat må bestå i samme format. Og så er vi jo heller ikke Kettingskovboer for ingenting. Her er endnu en gammeldags høkerforretning fra 1869 som betjenes af ejeren, Cathrine Hygebjerg, 84 år gl.

Peter Clausen 1987.

 

Gammelt billede af Gården Myrbjerg Myrbjerggård 1

Nyere billede af Gården Myrbjerg fra ca. 1950, ejes af Gunnar Jørgensen Myrbjerggård 1Svelstrupgård i baggrunden.

 

Gammelt billede af Sanders gård Myrbjerg 4

Postkort fra før 1920, da der er tysk frimærke på. Herover er det Cathrine Hygebjergs ejendom (købmand) Sønder Kettingskov 19.

Svelstrupgård Myrbjergvej 5 inden den brændte 1. gang 9. oktober 1948.

Det er Harlev Thesbjergs ejendom bagved (Myrbjergvej 16) som nu ejes af Agnete Daabeck og Bo Mathiesen.

 

Svelstrupgård efter den blev nyopført ca. 1976. Den brændte 2. gang i 1974.

Mortensengård. Sdr. Kettingskov 4.Tidligere ejere Christa og Holger Nielsen. Nuværende ejere Signe og Sune Andersen. Bemærk den tyske ørn på facaden over døren. En tvungen foranstaltning i tysk tid før 1920, da kommuneforstander Mathiesen, kaldet Nöhr boede her.

Mortensengård set fra havesiden