Kettingskovs tilblivelse

Gravhøjene
 

Vi ved, at landet er bleven til efter istidsperioden. Isbræerne har dannet toppe og dale

og smeltevandet sunde og bælte – og her er Als ingen undtagelse. Vi ved også,

at der har været mennesker her i umindelige tider. Vores gravhøje – vor

altovervejende største seværdighed her i byen, bærer jo vidnesbyrd om 5 – 6.000

år tilbage. Foruden en gravplads oppe i udkanten af skoven, ligger der ikke

mindre end syv gravpladser samlet i midten af skovens nordlige side – to

langdysser og tre runddysser. Et sjældent smukt skue for den, der er

oldtidsinteresseret. Alle gravpladser ligger med åbningen vendt mod sydøst.

De blev restaureret år 1936 under ledelse af konservator J. Rabler, Nationalmuseet med

hjælp af museumsinspektør J. Raben Sønderborg og med stor interesse fra egnens

befolkning (ikke mindst snedker J. Mejer). Selv Danebods elevhold fulgte ivrigt

med. Den største langdysse er 53 m lang, 12 m bred og 1,5 m høj omkranset af 34

kantsten. Det største gravkammer har en overligger, der er 4 m lang, 2,5 m bred

og 1,25 m høj – en kæmpesten. Ned mod stranden ved den høje pynt ligger

Rytterkulen, der er ikke meget tilbage af den (havet tærer jo hårdt på

Østkysten). Om den ved man i grunden kun, at svenskerne brugte den som

lejrplads under Svenskerkrigen i 1600tallet – nærmere 1658.

Oprindelig har de folk der færdedes her været nomader uden fast bosted og levet af jagt,

fiskeri og skibsfart. Vi må huske på, at store dele af østsiden på Als var

bevokset med skov. Da menneskene efterhånden fandt ud af at jorden kunne

dyrkes, begyndte de at lave faste bosteder, og vi får tingsteder med

bebyggelser rundt omkring op ad øen. Det var ved 800tallet at kristendommen kom

til Danmark. Kong Harald Klak lod sig døbe i Ingelsheim ved Maintz, tilskyndet

af Ludvig den Fromme i året 826. En munk ved navn Ansgar rejste med herop, og

gjorde en stor indsats som første apostel i Danmark. Han fik dannet menigheder

forskellige steder op i Jylland og fik bygget en kirke i Hatteby, én i Ribe og

én i Aarhus – alle af træ, som der ingen rester er af mere.

De første navne

Det må formodes, at kristendommens udvikling har gået langsomt de næste par hundrede

år. Først i det elvte- og tolvte århundrede tog udviklingen fart, og så

begyndte kirkebyggeriet. Vi ved, at Ketting kirke er bygget omkring 1150. Forud

for byggerierne har vi haft sognedannelsen, der strakte sig fra hav til hav

tværs over øen.

Ved den tid har Gammelgård ligget der som et stort gods med et jordtilliggende på omkring

1500 tønderland (sikkert bygget omkring år 1000). Ved den tid er oprettet de

små landsbyer Tovrup og Pennesholm – mest som små kådnersteder, og Kettingskov

gør vist ingen undtagelse. Nu er navnet Kettingskov helt illusorisk, for det

rigtige navn var Svelstrup. Chr. Knudsen udleder navnet fra den hedenske tid ud

fra afguden Odin, der havde tilnavnet Cevel – en hård og barsk gud, og ud fra

dette, har han sat navnet i forbindelse med det bakkede og meget ujævne terræn.

Dette navn har fulgt byen helt op til 1600tallet.

Om Gammelgård ved jeg kun iflg. J Bromand, at der i 1300tallet var en ejer ved

navn Nommensen, og at den i samme århundrede blev solgt til Bendix Sture – ejer

af Helvedgård (Østerholms slot). Den sidste besidder af Sture slægten hed

Thomas Sture, han var tillige amtmand i Sønderborg. Han døde i 1563. Han

overlod midt i ’50erne Gammelgård til sin svigersøn Hans Blome til Sedorf gift

med datteren Cathrine Marie. Om ham siges der, at han gav navnet til skoven

Blomeskoppel, og at han tillige byggede et tårn i det lille skovparti lige vest

for Blommesgård. Der findes endnu svage rester af voldgravene og et fredet

område på henved 100 m2. År 1584 solgtes Gammelgård til hertug Hans den Yngre,

søn af Christian den tredje og Dorothea. Han var gift med Elisabeth fra

Braunschweig, hun døde 36 år gammel og havde inden da født ham 14 børn. Moren

sørgede for, at han fik forbindelse med en svigerinde og 1588 blev han gift

anden gang med Agnes Hedvig fra Anholt, 15 år gammel – yderligere 9 børn.

Først ved den tid begyndte man at sige i skoven og derefter Kettingskov. Dette ændrede

forholdene betydeligt, thi Hans den Yngre var meget jordbegærlig, han købte

adskillige større gårde (Mjelsgård, Meletgård (Hjortspring), Rønhavegård,

Avnbøllund m.fl., men han var ihærdig nok til at tilegne sig begge landsbyer

Tovrup og Pennesholm foruden et boel og to kådnersteder i Svelstrup. Dette skete

omkring år 1600. Efter den tid var byen hernede slemt isoleret. Dengang

Asserballe kirke blev bygget (ca. 1250) ville Svelstrup ikke med, om det var en

vis stædighed? Snarere mener jeg, at de dengang følte sig mere bundet til

arbejdet over Gammelgård, og var de end ikke stavnsbundne, så var de bundet ved

fæstebreve, der efterhånden var til stor gene, men til gavn for herremændene,

der derved skaffede sig billig arbejdskraft, man siger, de gik på hovarbejde.

Disse forhold blev først afskaffet ved lov 1848, dog sådan at der blev lagt en

prioritet på ejendommen, som normalt skulle forrentes og afbetales over 15 år.

Skole og indlemmelse i Asserballe sogn

År 1693 var der en del boelsmænd og kådnere, som skaffede sig stolestader i Asserballe

kirke på grund af den kortere vej. Men år 1741 indgik der et supplikalum

(bønneskrift) fra samtlige 43 husstande. Det blev imidlertid afvist af pastor

Reenberg With med den begrundelse, at de aldrig havde betalt nogen kirketiende.

Sagen var den, at alle kirkelige handlinger skulle foregå i Ketting kirke,

hvortil de også skulle betale deres tiende.

Efter den periode var Kettingskov ret isoleret. Der skulle gå næsten 100 år, inden der

igen blev indgivet en ansøgning om optagelse i Asserballe sogn, men denne gang

direkte til kongen, og kancelliet gav da den besked, at sagen skulle forelægges

ved næste vakance. Det skete altså i året 1860. Men samtidig med denne

ansøgning år 1817 ændredes hele skoleordningen. Mens Asserballeskov byggede

skole i 1750erne omme ved bageren, begyndte Kettingskov skolegangen ca. 1760,

men uden en rigtig skolebygning, det var i det nuværende Andersens hus. Som

første lærer nævnes Rasmus Hansen Harboe, født 1737 og død 1817.

Harboeslægten er efter sigende kommen fra Fyn til Svenstrup som præstefamilie og en slægtning

derfra igen til Kettingskov. R.H. Harboe var en meget dygtig lærer – god til at

fortælle. Han holdt skole om vinteren, og mens børnene hjalp hjemme om

sommeren, foretog han udenlandsrejser endda helt til Grønland. Denne

Harboeslægt har holdt til i Kettingskov mest som snedkere, men hvis I husker

kustode Hans Harboe, min skolekammerat, så vil I genkende fortællerevnen. Altså

i året 1817 gik Asserballeskov og Kettingskov sammen om at bygge en skole i det

sydlige hjørne af Asserballeskov. Den stod færdig i år 1822 og kaldtes

”Christiansværk”. Opførelsen af denne skole var nok begyndelsen til indlemmelse

i Asserballe sogn.

Veje og steder

Når vi ser bort fra hovedvejen: Østkystvejen der er bygget 1932,

så begyndte den gamle hovedvej på Peerhøj, drejede om ad Myrbjergvej til

Ertebjerg. Med en vej fra Myrbjerg og ned til Thorshavn og en vej fra Peerhøj

og ned til Lyøboslejning indkredser Kettingskov Blommeskobbel.

Der har fragammel tid ligget 5 gårde i landsbyen: Sandergård – Kaadsgård, Svelstrupgård,

Myrbjerggården og lidt af den sydlige vej til Thorshavn, Mortensensgård. Flere

af dem har været i samme slægt gennem lange tider. Det gælder Sandergård, hvor

nu kun stuehuset er tilbage, og det gælder ikke mindst Svelstrupgård, som for

ca. 100 år siden er flyttet et lille stykke til en bedre beliggende plads.

(Se de billeder vi har kunnet finde af disse gårde sidst i artiklen) Her

findes ophav tilbage til 1660. Ganske vist er der forskydninger i

jordtilliggende. Det gælder især Sandergården, der er kun stuehuset tilbage.

Bemærkelsesværdig er også, at der hos Oskar Madsens ejendom har været skrædderi

med 6 – 7 beskæftigede i forrige århundrede i skrædder Wulfs tid.

Når hertug Hans den Yngre nedlagde et boel og et par kåd i Kettingskov, har det været

vanskeligt at finde ud af det. Alene i Pennesholms jorder, der grænser tæt op

til vor ejendom, er der fundet rester af munkesten og andet byggemateriel.

Hvorvidt det er rester af det boel, eller om det er en omtalt junkergård af J.

Raben, ved jeg ikke.

Jeg har med vilje undladt at nævne Blomsgård. Den er af nyere dato og må absolut nærmest

kaldes en partskøbt ejendom. Dens tilblivelse er ret interessant. Da Wertemine

i året 1773 blev bygget som ladegård til Gammelgård, blev der 2 huse i Træholm

(jordparcellen lige nord for), der skulle skaffes af vejen. De tilhørte to

plovfogeder (ålskarle), der hed Mathias Matzen Kryder og Chresten Leimand. På

frivillig basis fik de en akord lavet med hertugen af Augustenborg (han købte

Gammelgård år 1733), så de kunne flytte ned til skoven – den ene i Pennesholms

jorder, den anden i Blomeskobbel. De fik tildelt hver 12 td. Land og træ fra

skoven, samt 100 kørsler og 550 Mark hver, og så kunne de ellers gå i gang. Det

ene af dem er det nuværende Blommesgård, der i tidens løb er blevet forstørret

ved indlemmelse af flere indersteder og anden jord. Den oprindelige akord har

jeg liggende endnu – meget interessant. Om Kryders sted kan kun siges, at det

er endt med at blive en skøn beboelse på toppen af Myrbjergvej, beboet af Kurt

og Gerda Ehlers.

Om Wertemine kan kun siges, at den hørte under Kettingskov kommune den gang, vi havde de små

kommuner. Navnet fortælles der om, at det fremkom ved, at hertugen fremhævede

sin gemalinde – Wert ist min Mine.

Den dag i dag ligger Kettingskov ret uberørt af den nyere tids udvikling i en smuk natur,

og det tør håbes, at den fortsat må bestå i samme format. Og så er vi jo heller

ikke Kettingskovboer for ingenting. Her er endnu en gammeldags høkerforretning

fra 1869 som betjenes af ejeren, Cathrine Hygebjerg, 84 år gl.

Peter

Clausen 1987.